NYHEDER

EL:CON nomineret til Prisen for Social Ansvarlighed

Viborgegnens Erhvervsråd har nomineret EL:CON i kategorien: »Prisen for Social Ansvarlighed«

Award kage

Tirsdag den 28. november 2017 løber årets største fest for erhvervslivet i Viborg Kommune af stablen. Her uddeler Viborgegnens Erhvervsråd priser til byens erhvervsliv – og EL:CON er nomineret i kategorien: »Prisen for Social Ansvarlighed.«

»Ud af de 17 virksomheder, der oprindeligt var indstillet til prisen, er EL:CON blandt de tre udvalgte, der går videre i dysten om den fornemme titel,« fortæller serviceleder Per Eriksen.

I 2017 bliver der i særlig grad lagt vægt på inklusion. At virksomheden er rummelig og gør plads til forskelligheder, og at virksomheden tager et synligt socialt ansvar og bidrager til at fastholde, uddanne, træne, oplære og/eller opkvalificere sine medarbejdere.

»Jeg kommer i Viborgs erhvervsnetværk, og her fortæller jeg gerne og ofte om blandt andet EL:CONs Lærlingeprogram. Det er blevet hørt og taget til efterretning, og blandt andet derfor er vi nu nomineret til den flotte titel,« forklarer Per.

Kriterier for nomineringen
Per fortæller videre, at ud over EL:CONs Lærlingeprogram er det engagement af tidligere kriminelle unge samt dét, at vores afdeling i Viborg er villige til at tage kommunale praktikanter med særlige udfordringer, der danner grundlag for nomineringen.

På Viborgegnens Erhvervsråds side står der desuden om Prisen for Social Ansvarlighed, at den gives til den virksomhed, der gennem sit sociale engagement er med til:

  • At sikre medarbejderne et godt arbejdsmiljø
  • Igangsætte initiativer til involvering af ledige på kanten af arbejdsmarkedet (evt. i samarbejde med andre aktører)
  • At tage særlige hensyn til medarbejdere med særlige behov
  • At gøre en dedikeret indsats i forhold til at udvikle sine medarbejderes kompetencer.

Vi krydser fingre for, at vores kollegaer i Viborg modtager den fornemme pris i slutningen af november:-)

EL:CON med på HI-Messe for første gang

I dagene 3. – 5. oktober 2017 deltog EL:CON på industrimessen i Herning for første gang.

ELCON_HI_Messe 2017

Vores flotte stand, bemandet med engagerede medarbejdere, repræsenterede løsninger rettet mod industrien.

EL:CONs stand var velbesøgt af tekniske nørder og beslutningstagere fra mange spændende virksomheder. De kom blandt andet for at høre EL:CONs bud på Industri 4.0-begrebet. Et nyt begreb, vi forsøger at bringe ned på elinstallatørplan – ét, som vore kunder kan forholde sig til, og EL:CON kan arbejde med, når vi ved hjælp af dataopsamling tilbyder industriløsninger til energi-, produktions- og forbrugsoptimeringer.

EL:CONs mål med deltagelse på messen var at præsentere os som ét samlet EL:CON, og gøre vores brede pallette af kompetencer mere synlige for industrikunder som en »One-Stop-Shop,« hos EL:CON får de alle varer og ydelser ét sted.

Vi tog fra messen med mange leads – både i forhold til potentielle kunder og potentielle medarbejdere og lærlinge.

Især EL:CONs Lærlingeprogram bliver bemærket og omtales som unikt for branchen.

Tal fra HI-Messen 2017
Udstillende virksomheder: 700
Gæster: 21.000
Besøgende virksomheder: 6.600

Dansk Byggeboom dræner markedet for elektrikere

»Dansk byggeboom dræner markedet for elektrikere,« lyder overskriften i Børsen.

JEKN i Børsen_september 2017

Nye tal for kommende store byggeprojekter viser fremgang på boligbyggerier. Det giver travlhed hos leverandører som fx elektrikere, hvis ledighed er i bund. EL:CON giver i artiklen sit bud på, hvordan vi imødekommer travlheden på markedet.

»Vi har fuld beskæftigelse til alle vores medarbejdere, og vi ansætter flere og flere,« siger adm. direktør Jesper Knudsen til Børsen.

I EL:CON ansætter vi også mange lærlinge for at imødekomme den stigende efterspørgsel på elektrikere. Siden midten af 2016 har vi ansat 100 medarbejdere, så vi nu er godt 700 ansatte – 90 af dem er lærlinge: »Vi ansætter mange lærlinge og er med til at fostre vores kommende medarbejdere. Vi ser lærlinge som kommende medarbejdere og en langsigtet investering,« siger adm. direktør Jesper Knudsen.

Læs hele artiklen i Børsen eller i denne PDF-fil

 

EL:CON med i film om ungeindsats i Holstebro

Tim Pindstofte med i film Holstebro

Det er ikke kun i Hollywood, man producerer de store film! Faktisk gør Holstebro Kommune det samme… Og endda med EL:CON i hovedrollen!

»Holstebro Kommune kontaktede os, fordi de havde hørt om vores positive samarbejde med Jobcentret og Ungeindsatsen i kommunen om praktikforløb i EL:CON for unge mennesker,« forklarer servicechef Tim Pindstofte.

Han tilføjer: »Derfor har de produceret en film, hvor vi får mulighed for at profilere os sammen om opgaven med at hjælpe de unge tilbage på, eller ind på, arbejdsmarkedet.«

Og det er så hér, EL:CON kommer ind i film-billedet.

»Vi har derfor netop medvirket i filmoptagelser på lokationen - SundhedsCentret i Holstebro. Her er én af hovedrolleindehaverne, og den ene af vores to praktikanter, Thomas, efter et 13 ugers praktikforløb nu ansat som arbejdsmand under Projektafdelingen i Aarhus. Og dét forløb fortæller han om i filmen,« fortæller Tim.

En film bliver til
Praktikant Thomas Thomasen bliver spurgt om baggrunden for, hvorfor han er i praktik hos EL:CON, alt imens kameraet snurrer.

Dernæst kommer han ind på sin oplevelse af forløbet fagligt, socialt og i forhold til EL:CON som arbejdsplads.

»Ja, så er det min tur til at spille en rolle. Jeg bliver filmet uden for SundhedsCentret, og svarer på, hvorfor EL:CON gør, som vi gør, og hvad det er, vi gør,« forklarer Tim.

Tim fortæller videre, at filmen også er lavet med håb om, at flere lokale virksomheder lader sig inspirere af EL:CONs fortælling, og forhåbentlig tager del i et socialt ansvar efter samme model.

Den anden praktikant, Michelle, har været i et 26 ugers praktikforløb hos EL:CON i Holstebro: »Det er gået så godt, at vi netop har indgået en uddannelsesaftale med hende, så hun starter hos os som lærling efter endt grundforløb i januar 2018. Hun medvirker dog ikke i filmen,« siger Tim.

Videoen ligger på Holstebro kommunes hjemmeside – se med

 

Nu er vi over 700 medarbejdere

I EL:CON har medarbejderstaben længe talt lige knap 700 medarbejdere – men nu har vi rundet medarbejder nummer 700.

Ole Larsen medarbejder nr. 700

Det skete i juli måned, hvor tekniker Ole Larsen fra Trafik og Infrastruktur i Aarhus tiltrådte sin stilling.

»EL:CON er i vækst. Vores omsætning stiger, kundeporteføljen udvides og medarbejderstaben vokser. Det er en positiv udvikling, som jeg er glad for, særligt fordi den skal ses i lyset af, at markedet på mange måder er i høj acceleration, og der er fuld beskæftigelse i el-branchen,« fortæller adm. direktør Jesper Knudsen, der her overrækker en lille erkendtlighed til Ole Larsen, som blev noget overrasket, da han pludselig blev kaldt ind på kontoret og direktøren stod foran ham.

Ole har faktisk tidligere været ansat i EL:CON indtil 2013, hvor han fik lyst til at prøve kræfter med offshore-opgaver hos Fiberman. Her var han dog kun i fire måneder, og fik så job hos Intego: »For at sige det, som det er, så har jeg savnet mine gode kollegaer i EL:CON. Så jeg er rigtig glad for at være tilbage i fiberafdelingen,« smiler vores kollega nummer 700.

Velkommen tilbage Ole og tillykke:-)

Medalje til Rasmus - udlært elektriker hos EL:CON

Rasmus Kokholm Henriksen er udlært elektriker hos EL:CON i Holstebro den 12. juli 2017 - og dét så flot, at han har modtaget fagets medalje.

Rasmus Kokholm Henriksen

»Det var mit mål at få fagets medalje til min svendeprøve. At det så også lykkedes er bare fedt,« fortæller den nybagte elektrikersvend.

Rasmus har i løbet af sin læretid som en del af EL:CONs Lærlingeprogram valgt tre måneders rotation hos sine kollegaer i sikringsafdelingen i Roskilde: »Jeg fik smag for sikring i afdelingen her i Holstebro. Og med rotationsordningen fik jeg mulighed for at fordybe mig i opgaverne på området i Roskilde.«

I Roskilde kom han blandt andet med på opgaver, lige fra installering af nye alarmanlæg, tv-overvågning samt service- og fejlopgaver.

Rasmus fortæller, at han har været så heldig, at han har fået lov til at fortsætte som svend i sikringsafdeling hos EL:CON Holstebro.

Serviceleder Jesper Godsk supplerer: »Vi er ikke i tvivl om, at vi har ansat en dygtig, ung mand – én, der igennem hele sin læretid har udvist stor interesse og engagement inden for sit fag. Han gør det super godt, og har endda opnået fagets medalje. Derfor er vi også glade for, han vil blive hos os som svend.«

Erhvervspraktik ændrede alt
Rasmus var i en uges erhvervspraktik hos EL:CON i Holstebro, da han gik i 10. klasse – og fik lige en ekstra praktikuge derefter.

»Jeg blev overrasket over, hvor spændende det var at arbejde som elektriker. Derfor var jeg lige én uge ekstra hos EL:CON, for at være helt sikker i min sag,« smiler Rasmus.

Og dét med at være sikker i sin sag, dét blev han.

»Jeg var allerede optaget på HHX (handelsskole), men de to ugers erhvervspraktik ændrede alt. Jeg annullerede min ansøgning og startede i stedet for på grundforløbet på elektrikeruddannelsen – og det har jeg bestemt ikke fortrudt,« fortæller Rasmus.

Han fortæller om flere årsager til, at elektrikeruddannelsen er det rigtige valg for ham: »Jeg kan lide kundekontakten og dét, at jeg kommer ud og sælger min arbejdskraft og hjælper kunden. Jeg kan lide håndværket og de små finesser og detaljer, jeg er med til at sætte mit præg på.«

Trivslen i afdelingen i Holstebro er i top: »Jeg har altid fået lang line i mit job her i EL:CON, og jeg er glad for variationen i opgaverne. At jeg så oven i købet kan få lov til at udføre sikringsopgaver som svend – dét er jeg super glad for.«

Svendegildet er planlagt, invitationerne er sendt ud, og lokalet er booket: »I august bliver fadølshanerne åbnet, og en gris smidt på grillen,« griner lærlingen, der nu er udlært elektrikersvend.

Stort tillykke Rasmus:-)

Årets Kollega i EL:CON - Jesper Mathiesen

Først et par uger efter kåringen af Årets Kollega i EL:CON – elektriker Jesper Mathiesen – har han rent faktisk tid til et interview. Han har nemlig haft rigtig travlt med aflevering af netop dét projekt, han var i gang med, da vi overraskede ham en formiddag og kårede ham til Årets Kollega 2016/2017.

Årets Kollega Jesper Mathiesen

»Vi afleverede Rømerhus i Aarhus den 31. maj efter godt tre års hårdt, udfordrende men spændende arbejde,« fortæller Årets Kollega Jesper Mathiesen.

Jesper er valgt til Årets Kollega blandt de i alt 30 kandidater, der var indstillet til titlen i år. I indstillingen af Jesper lød det blandt andet: »Jesper samler op på tingene og har øje for detaljer fagligt og økonomisk, og man véd med sikkerhed, at han leverer et førsteklasses stykke arbejde. Ud over at være pladsformand og have ansvaret for op mod 18 kollegaer, tager Jesper teten i forhold til andre faggrupper på pladsen.«

Fagligt kæmperyk og avancerede installationer
»Rømerhus-projektet har givet mig et kæmperyk fagligt. Det har været sjovt fra starten, fordi det har været så anderledes udfordrende og fyldt med avancerede elektriske installationer,« supplerer Jesper.
Og i forhold til dét med at tage teten i forhold til andre faggrupper, fortæller Jesper, at projektet blev styret af arkitekter – ikke af ingeniører, som ofte er kutymen: »Det har krævet en del, at få arkitekterne til at forstå, at de elektriske installationer af og til måtte laves anderledes i forhold til deres tegninger, hvis de også skulle være lovlige. Vi måtte indgå kompromiser, så vi alligevel fik installationerne til at matche de oprindelige termer for høj standard trods småændringer,« griner han.

Jesper og kollegaerne på Rømerhus-projektet kan da også klappe sig selv godt og grundigt på skuldrene for et veludført stykke arbejde. Bestseller, som er bygherre på prestigeprojektet, har udnævnt Rømerhus som flagskib inden for moderne modehuse udstyret med metal, granit, kunst – og spændende belysning ude og inde.

»Vi har nu arbejdet på projektet i ca. tre år. Oprindeligt skulle vi aflevere stuen og 1. sal som rå lokaler, men på baggrund af vores gode samarbejde med arkitekterne bag projektet, fik EL:CON mulighed for at byde på installationerne i butikken, og vi fik den,« fortæller Jesper.

17 år i EL:CON
»Jeg syntes, Årets Kollega-kampagnen er et rigtigt godt initiativ. Det er dejligt, at nogen giver sig tid til at give en kollega et stort skulderklap i form af en nominering – og jeg er rigtig stolt af titlen,« understreger Jesper.

Han fortæller, at titlen som Årets Kollega har affødt mange positive reaktioner både blandt venner, familie og kollegaer – ja, sågar blandt kollegaer fra andre faggrupper på pladsen.

»Det er heller ikke uden grund, at jeg nu har været i EL:CON i 17 år. Jeg er glad for EL:CON og det ansvar, virksomheden giver mig som pladsformand – og Buddy for EL:CONs lærlinge. Der er altid opbakning »hjemmefra,« uanset at man kommer til at tage en mindre god beslutning, dét er i sig selv et kæmpe skulderklap. Samarbejdet fungerer rigtigt godt – både med mine faste folk på pladsen og med min projektleder,« fortæller Jesper.

Endelig ferie
Lige nu lægger Jesper en hånd på de sidste rettelser i tegningerne, der skal kvalitetssikre Rømerhus-installationerne med blandt andet beskrivelser af gruppenumre på hver enkelt stikkontakt.
»Og så skal jeg holde hele fire ugers sommerferie – dét har jeg aldrig prøvet før,« griner Årets Kollega.

Han har da også haft lange arbejdsdage på Rømerhus inden afleveringen: »Der har været tryk på, og dage hvor jeg ikke nåede at se ungerne derhjemme, men nu skal jeg nyde 14 dase-dage i Tyrkiet med min kone og børnene på syv og tre.«

Gavekortet til et weekendophold, der fulgte med udnævnelsen som Årets Kollega, må vente til senere på året. Men det er dejligt at have noget at se frem til, fortæller Jesper.

Tak for snakken og stort tillykke Jesper:-)

Data fører til nye ideer

EL:CON har dette indlæg med i Børsens industritillæg i juni 2017: Data bliver omdrejningspunktet i fremtidens industri. Det ved de hos EL:CON, der blandt andet hjælper kunderne med at få værdi ud af store mængder data fra produktion og bygninger. For med data kan processer optimeres på helt nye måder og skabe fundamentet for nye, kreative løsninger.

Automation industritillæg Børsen juni 2017

Når EL:CON opsætter eltavler og avanceret industriel styringssoftware til kunder, handler det i dag ikke kun om at skabe et system, der virker nu og her. Det handler også om at opsætte sensorer og måleudstyr, der hjælper kunderne med at indsamle store mængder data fra produktionen.

Data og bearbejdningen af disse bliver nemlig ekstremt vigtig i fremtidens industri, forklarer Ole Høed Nørlev, funktionsleder i EL:CON Automation: »Vi oplever i disse år, at vi får helt nye muligheder for at indsamle data fra alle dele af en produktion. Sensorer bliver bedre og billigere og kan kommunikere på tværs via almindelige netværk, og vi kan indsamle disse data i store databaser, som kunderne kan bruge til at få ny, vigtig viden om produktionen. Og disse data bliver i fremtiden vigtigere og vigtigere, når man vil forbedre sin produktion, finde flaskehalse og få ideer til nye løsninger på et oplyst grundlag.«

Der skal data til, hvis virksomheden for alvor vil optimere sin produktion eller vil reducere energiforbruget.

»Skal virksomheder for alvor reducere energiforbruget i en bygning, er det ofte ikke nok at udskifte lysstofrørene med LED – det batter måske et par procent i det samlede billede. Men ved at få adgang til store mængder data om tekniske anlæg på stedet, såsom energiforbrug og flow, kan man begynde at få et billede af, hvor man for alvor kan gøre en forskel. Det kunne dreje sig om tidligere vedligehold af produktionsudstyr, der forbruger for meget vand og strøm, indblik i de korrekte mængder el forbrugt til en bestemt produktlinje eller korrekte omstillingsomkostninger ved at ændre en produktlinje. Det er netop sådanne mønstre, som dataindsamlingen og den efterfølgende bearbejdning og analyse skaber fundamentet for.«

Vigtigt at få skabt en infrastruktur
Endnu er indsamlingen af såkaldt Big Data kun i sin spæde begyndelse. Men det er vigtigt at få skabt en data-infrastruktur, så relevante data bliver tilgængelige – for endnu ved mange virksomheder slet ikke, hvilke data de har brug for.

»Ofte kender virksomhederne ikke de produktionsspørgsmål og –udfordringer, de ønsker svar på i fremtiden. Og derfor er det vigtigt at registrere data om alt mellem himmel og jord,« siger Ole Høed Nørlev.

Det gælder fx, når man skal finde frem til fejl i en produktion.

»Når et stort supermarked oplever problemer med nogle af de varer, de sælger – det kan være en ost fra et mejeri – så kontakter de mejeriet, som så skal finde ud af, hvor problemet er opstået, og hvordan det løses. Og her har de brug for rigtig mange data fra produktionen. Jeg kan se i udlandet, at næste skridt bliver, at supermarkedskæderne også fremover vil efterspørge data – om fx hvem der havde adgang til produktionen, alarmanlæg og CTS-anlæg. Og det er der ikke mange virksomheder, der kan i dag,« forklarer funktionslederen.

Vent ikke på, at teknologien er klar
Store mængder data er dog ikke kun relevant til fejlretning og til at optimere det eksisterende. Data og de mønstre, de danner, kan også skabe nyttig viden om produktionen i fremtiden og skabe fundamentet for nye innovationer. Og selvom man endnu ikke har ideerne til, hvad fremtiden skal byde på, er det vigtigt at være forberedt – og derfor er det vigtigt at udvikle en infrastruktur til dataindsamling allerede nu.

»Teknologien forandrer sig hele tiden, og det nytter ikke noget bare at sidde på sine hænder og vente på, at teknologien er helt klar. For så er man allerede kørt bagud. Det er derfor, vi hjælper vores kunder med at få adgang til så mange relevante informationer som muligt. Og det er også sådan, vi selv arbejder. Vi er meget agile i EL:CON og sætter gerne projekter og initiativer i gang, før vi kender alle mellemregninger i detaljer. Det er afgørende for, at vi kan være på forkant med den teknologiske udvikling og kundernes behov,« forklarer Ole Høed Nørlev.

Fra Holstebro til Hornslet - fagets medalje til EL:CONs første elektrikerlærling i rotation

Steffen Præstholm Breinbjerg

Steffen Præstholm Breinbjerg startede i sin tid som elektrikerlærling i EL:CONs Holstebroafdeling. Den 14. februar 2017 er han udlært elektriker - men i Automationsafdelingen i Hornslet.

Steffen har netop overstået sin svendeprøve med to 12-taller. Dermed modtager han også fagets medalje.

»Tja, i den mundtlige del af svendeprøven bestemmer man jo lidt selv, hvad man vil snakke om, og jeg var ret heldig med opgaven i den skriftlige del,« siger den beskedne vestjyske elektriker.

Automation og rotation
»Jeg fik et godt indblik i og stor interesse for industristyring og -programmering i Holstebro. Derfor var det også helt naturligt for mig at fortsætte ad den vej. Da jeg hørte om EL:CONs nye lærlingeprogram og dermed lanceringen af en rotationsordning, kontaktede jeg straks HR og forhørte mig om muligheden for, at jeg kunne prøve kræfter med automation i den sidste del af min læretid. Heldigvis fik jeg straks grønt lys fra min afdeling i Holstebro,« fortæller Steffen.

Serviceleder Claus Jansson i Holstebro nød godt af Steffens arbejde indtil da: »Han blev meget hurtigt selvkørende. Blandt andet gik der ikke lang tid, før Steffen fik vedligeholdelsesvagt på maskineriet på et mejeri i Holstebro. Han håndterede både kunden og opgaverne så professionelt, at vi kunne være helt sikre på, at der kom smør ud til hele verden på Steffens vagt,« fortæller han med et smil.

Claus fortæller videre, at de var ærgerlige over at miste en god kollega i Holstebro: »Men heldigvis har EL:CON en størrelse, som gør, at vi kan imødekomme vores lærlinges faglige ønsker, så de fortsat bliver i virksomheden.«

Tavlebyggeri og programmering
Funktionsleder i Automation Ole Høed Nørlev er da også godt tilfreds med, at EL:CON nu har skrevet kontrakt med Steffen: »Han er rigtig dygtig, har et fantastisk gå-på-mod, og så er han super god til at håndtere kunder,« fortæller han.

Som et eksempel på Steffens gode ry blandt EL:CONs kunder fortæller Ole, at både rådgivere og Aarhus kommunes folk på et stort projekt »savnede« Steffen, da han var på sit sidste skoleophold.

»Jeg har været meget glad for at arbejde på dette ret så teknisk komplekse projekt. Jeg har blandt andet udført I/O-tests for at tjekke, om alle komponenter på anlægget er monteret korrekt. Jeg foretog også kontrollerede starter af anlægget og lavede smårettelser. Og somme tider stod der to ingeniører og kiggede mig (lærlingen) over skulderen, og det var vildt,« griner Steffen.

Steffen har fået en fremtidig plads blandt EL:CON tavlebyggere i Hornslet, og han ser frem til at lære meget mere om, hvordan man programmerer anlæg og maskiner: »Jeg troede, jeg havde lært nok til at kunne følge med folkene dér. Det kan jeg ikke endnu, for det er simpelthen så komplekst et område. Men jeg glæder mig til at lære det.«

Og hvad laver du så, når du har fri, spørger vi den næsten udklækkede svend om?

»Jeg er en nørd. Jeg programmerer også i min fritid. Jeg har netop lavet et operatørpanel til lyset i min fars indkørsel. Her kan vi fx følge med i loggen over, hvor mange gange i løbet af natten, lyscensoren aktiveres,« griner Steffen.

Stort tillykke Steffen:-)

Flere 12-taller og nu medalje til udlært elektriker hos EL:CON

ELCON_Tobias Lykke_udlært i Hornslet

Tobias Lykke er udlært elektriker hos EL:CON i Hornslet den 20. december 2016. Tobias har udelukkende fået 12-taller under hele sin læretid – og nu modtager han også fagets medalje.

»Tobias er en enestående, super god lærling – og vi er glade for, at vi kan beholde ham som industrielektriker her hos os,« siger serviceleder Jesper Bjørnkilde, som har været leder for Tobias under hele læretiden.

Industriinstallationer er bedst
Tobias er ikke i tvivl om, at det er industriinstallationer, han brænder for, selv om han har haft alsidige opgaver i sin læretid: »Jeg synes, det er vildt spændende at beskæftige mig med styring og fejlfinding på forskellige anlæg og maskiner. Lige nu arbejder jeg på en foderstoffabrik, hvor vi installerer en ny produktionslinje. Og dét er bare en god opgave,« forklarer han.

En anden rigtig god opgave, Tobias fremhæver, er, da han fik ansvaret for en boosterstation, der fordeler fjernvarme i en mindre by.

»Vores tavleværksted fremstillede eltavle og tegninger, og ud fra dem fik jeg ansvaret for opsætning, føringsveje, kabler og montering. Det var en udfordrende opgave,« husker Tobias. Han forklarer, at han dernæst var med til at teste styringen hertil i samarbejde med automationsafdelingen i Hornslet, og vigtigst - hans arbejde blev godkendt.

Tre gange erhvervspraktik
Og hvorfor valgte Tobias at blive elektriker, spørger vi den udlærte, unge mand om?

»Jeg var i erhvervspraktik hos EL:CON i Hornslet hele tre gange – i 9. og 10. klasse og i en efterårsferie. Derefter var jeg klar over, at her ville jeg gerne være elektriker,« griner han.

Han fortæller videre, at han desuden vidste, at elektrikerfaget er ét, der er under konstant udvikling, og et fag med mange spændende udviklingsmuligheder.

»Fik jeg sagt, at Tobias’ værktøjskasse og bil bare altid er opryddet og rengjort?« griner Jesper Bjørnkilde lidt misundeligt. Han glæder sig meget over, at Tobias fortsætter som svend og kollega hos EL:CON i Hornslet.

Tobias bliver fejret af kollegaerne i Hornslet den 23. december med rundstykker og morgenkaffe.

Tillykke Tobias:-)